Du kender måske de mest almindelige fisk dernede – en stilleliggende kutling, en forbipasserende stime tobis, måske en fladfisk, der halvt dækket af sand forsøger at være usynlig. Men hvad nu, hvis du kunne vide præcis, hvilke arter du ser? – eller hvilke sjældne gæster, der måske kunne dukke op?
Det er netop den slags nysgerrighed, Fiskeatlasset kan besvare.

Statens Naturhistoriske Museum har i 2026 givet os et uvurderligt værk: Atlas over danske saltvandsfisk. Det er ikke bare en bog eller en database. Fiskeatlasset er et af de mest omfattende kortlægnings- og bogprojekter i Danmark. Siden 2009 har forskere, lystfiskere, dykkere og snorklere bidraget til at kortlægge alle danske saltvandsfisk. Det er altså et arbejde, der strækker sig over årtier, og som giver et enestående overblik over, hvilke arter der lever hvor, og hvordan deres udbredelse ændrer sig over tid se Fiskeatlas | Statens Naturhistoriske Museum. For os snorklere bliver det derfor tydeligt at der er langt mere forskelligt liv, end vi måske normalt tænker på. Atlasset viser ikke bare de velkendte arter som sild, torsk og hornfisk, men alle fisk der er registreret i danske farvande gennem tiden.
Danmarks kyster er et undervandslandskab i forandring
Med fiskeatlasset er det tydeligt at fiskene er tilpassede forskelle levevilkår, især vandets saltholdighed, og dermed er der store forskelle på arterne i det salte vand ved vestkysten og det brakke vand ved Bornholm. Men det viser også hvordan klimaændringer, nye arter og menneskelig aktivitet påvirker deres udbredelse. Helt nye arter er kommet til og andre er rykket væk.
Mere viden, gør det mere nærværende
Fiskeatlasset over saltvandsfisk består af 3 bind på mere end 2000 sider (!) og skal det have danske ferskvandsfisk med, er det endnu et bind. Det er altså et omfattende opslagsværk, men spændende at dykke ned i al den viden det repræsentere. Tilsammen mere end 9 kg (!) viden.

Jeg vil foreslå at du anskaffer et eksemplar (eller nogle andre opslagsværker om danske fisk). Der er grundige beskrivelser af fiskenes adfærd, føde, og levesteder. Større kendskab og mere viden om havets indbyggere, gør dine oplevelser sjovere næste gang du tager masken på og glider ned under overfladen.
Du kan købe de tre bind samlet hos din lokale boghandler eller online – fx via saxo.com
pris for alle tre: ca. kr 800,- i alt
Du kan stadig bidrage til ny viden
En af de gode ting ved Fiskeatlasset er, at det ikke kun er et bogprojekt. Det er blevet til en platform og database, der løbende og fortsat giver alle mulighed for at indrapportere deres fund. Du kan også, hvis du møder en fisk, du ikke kan genkende, indsende et billede og få et velbegrundet svar. Se mere på Fiskeatlas | Statens Naturhistoriske Museum